Noter
 

Produktion: Til forskel fra Reisler og S.G.I. er den tidlige del af  JAG's produktion helt eller delvist udført i metal. Det gælder især vognene. Nr. 501-, haubitz, er helt i metal (på nær dæk). Efterhånden er man gået over til plast og derfor findes nogle figurer i begge materialer.

Senere endnu skiftede man ligesom Reisler fra hård til blødere plast for at øge holdbarheden. Det skete i starten af 1960'erne. (Fremgår af salgsbrevet).

JAG's figurer var normalt ikke udstyret med huller i hænderne til at holde våben, faner og lign. som det ellers var normalt. Tilbehøret og arme blev monteret med lim. Se f.eks. rytterne og de padlende figurer. Om limningen af armene altid blev foretaget af fabrikken eller måske af brugeren selv er jeg p.t. ikke klar over. Det løse tilbehør kunne man naturligvis selv købe og montere.
 

Billedet til højre stammer fra en artikel fra juledagene 1959, efter at Jørgen Alg's radioblyant havde ligget under talrige juletræer (se "Dokumenter").

Sjældenhed:
Det spændende udvalg fra JAG havde desværre begrænset udbredelse. Flere kilder viser problemer med at overholde leveringerne og man nåede aldrig rigtigt at dække efterspørgslen i provinsen. Leje af udstillingsmateriale var begrænset til  Storkøbenhavn.

En stor fan af figurerne såvel dengang  som nu (i dag en kendt samler) har for nylig berettet for mig om hvordan han, hvis han ville gøre sig håb om overhovedet at få chancen for at købe, måtte stå i kø ved den lokale legetøjsforretning i Århus, når der kom varer hjem fra JAG. Og han kunne kun håbe at der var nogle af de figurer med som han manglede mest, da forretningerne aldrig vidste præcist hvad der kom. At bestillingsdelen på salgsbrevet af jan. 1961 kun er opdelt i kategorier og ikke specifikke artikelnumre understreger vel kun denne virkning.


Jørgen Alg
Svendborg Avis, 27/12 1959


Alt i alt kan man vist roligt sige at alle JAG-figurer er sjældne, ikke mindst i topkvalitet. Hvis nu  bare hr. Algs fantasifulde og i mange tilfælde fantastisk flotte og brede sortiment var blevet kombineret med Reislers evne til at producere, sælge og levere høj kvalitet i store mængder...


De fleste fotos i JAG-afsnittet skyldes tplolland, der også har udført opsøgende journalistik på Danmarks Legetøjsmuseum.
Også stor tak til Harald og Maseni, som i sin tid gjorde det muligt at lave katalog-oversigten. Har du lyst til at bidrage med billeder eller oplysninger til glæde for samlere og andre  interesserede, kontakt venligst tkpetersen29@mail.com (tplolland) eller tohan.dk@gmail.com.